| I Venusser, ja og Cupidoer, sørg, | Nu drager den så ad den natdunkle vej |
| og hvem, der kan findes af følsomme mænd. | til stedet, hvorfra man ej kan vende om. |
| For nu er den død. | Men lad det bekomme dig, dødsrige, skidt, |
| Min dejlige piges spurv er nu død. | at du, som jo opsluger alt, der er smukt, |
| Det var den, hun vist elskede højest på jord, | har stjålet min Lesbias yndige spurv. |
| og den elsked´ igen, som en datter sin mor, | Ulyksalige spurv, som nu har forvoldt, |
| og hoppende rundt altid på hendes skød | at min piges letsvulmende øje bli´r rødt |
| til hende den pipped´ til hende den så. | ved hendes gråd, der ej vil høre op. |