FORÅR
| Den barske vinter nu viger for vårluften, længselsfuldt ventet, | bærer frem,og ofre i skyggende lunde et offer til favnen, |
| og skibene trækkes til havs igen. | hvadenten han nu kræver ged eller lam. |
| Nu kvæget i stalden og bonden ved arnen vil ud i det fri, | |
| for nu ligger markerne rimfri og tørre. | Men døden den blege, der banker på døren til fattigmands hytte, |
| banker jo også på kongens dør. | |
| I Cythera anfører Venus nu koret i dans under månen, | O, Sestus, min ven, husk at livet er kort og ej langt håb kan næres. |
| og yndige gratier hopper med muserne | Fra dødsriget kommer den halsende flok |
| lystigt omkring, mens Vulkan, alvorlig, med ild og med brag | |
| aflægger visit i kyklopernes værksted. | af skræmmende spøgelser for at forstyrre din natlige ro. |
| Og er først trådt ind du af døren til Pluto, | |
| Og nu er så tid at omkranse sit hoved med myrten den grønne, | så kan du ikke med kast af din terning bli´ konge af vinland, |
| eller med det, som den frigjorte jord | eller glæde dig mer ved den smækre Lycidan. |